Han døde med et brag
14. marts 2009. Der er to dage til at tvillingerne Anders og Thomas Brydensholt fylder 16. Thomas har lige talt med sin mor i telefonen og fået at vide, at hans bror er bevidstløs og ligger på Rigshospitalet. Nu står han foran sin brors værelse, men kan ikke gå ind over dørtrinet. Han ved, det er alvorligt og at Anders kan dø, men han kan ikke tænke tanken til ende. Det sker ikke, tænker han. Det sker bare ikke.
Men det gør det. Anders er allerede død, da Thomas kommer hen på hospitalet. Anders var målmand for KB og havde spillet kamp tidligere på dagen. Han var løbet ud i en tackling som så mange gange før. Men denne gang fik han en af modstandernes knæ i nakken. Han knækkede halshvirvlerne og hovedpulsåren blev revet over. Efter tacklingen satte Anders sig op et kort øjeblik, fik øjenkontakt med en af de andre spillere og lagde sig så lige så stille ned.
Da Børns Vilkår møder Thomas halvandet år efter, fortæller han roligt og nøgternt om brorens død, om sin mor, der græd og græd, om medierne, der allerede ringede første aften, om en klassekammerat, der skreg i telefonen og alle de andre ting, der prægede de første uger efter ulykken.
”Jeg var fuldstændig indhyllet i chok. I den første tid kunne jeg ikke forholde mig til, at min bror var død. I dag tænker jeg på, hvordan jeg nogensinde kom igennem de første dage,” siger han.
Med hjælp fra familie, venner, psykolog og sorggruppe kom Thomas dog igennem den sværeste tid. I dag virker han afklaret og en del mere moden end de fleste 17-årige.
”Man bliver lige pludselig meget voksen meget hurtigt. Fordi man skal til at tackle alle de der ting, man ikke burde skulle tackle, når man er 16. Sådan en ting som at skulle begrave sin egen tvillingebror, det havde jeg ikke lige troet, jeg skulle på det tidspunkt,” siger han.
Egen tragedie i avisen
Thomas husker det også som en overvældende og mærkelig oplevelse, at se sin egen tragedie i avisen – det plejede at være alle mulige andre, man læste om. Alligevel synes han, at det meste af det der blev skrevet og sagt i pressen, var godt.
”På en måde er jeg glad for at der var så meget om ham i aviserne. Så kan man da sige, at han døde med et ordentligt brag. Folk blev i hvert fald gjort opmærksom på det. Det synes jeg egentlig var meget fint. Det var en god afslutning på det hele,” siger Thomas.
Anders og Thomas var meget knyttet til hinanden. Tvillingerne havde stor fortrolighed og var gode til at støtte op om hinanden. Thomas havde ikke de største overarme, men så havde han Anders til at hjælpe sig. Det mangler han i dag. Alligevel er han også blevet stærkere af tabet af Anders.
”Jeg er både blevet et stærkere og svagere menneske. Jeg er blevet svagere, fordi jeg ikke har den, jeg var allertættest med mere. Jeg har ikke den støtte, han var for mig, når jeg havde det svært, alt det jeg havde i ham, venskab, fortrolighed, det at han var der og havde været der hele mit liv. Alt det blev revet væk lige pludselig. Men samtidig har jeg lært at leve med, at han ikke er der. Det har gjort, at jeg må stå mere på egne ben og være stærkere. Det føler jeg, jeg er blevet nu,” siger han.
Holder ikke jul mere
Thomas er meget glad for den støtte, han har fået af sine forældre. Men han synes også det er svært at skulle fungere med sin familie igen. Især til højtiderne bliver det meget tydeligt, at der mangler en. Familien er også holdt op med at holde jul. Der er ingen juletræ eller julehygge overhovedet. I stedet går de ud og spiser på en restaurant juleaften. Thomas er den eneste, der får gaver. Resten af familien siger, de ikke behøver holde jul nogensinde mere. Men de har aftalt, at når Thomas er klar til det og siger til, så holder de jul igen.
Det er heller ikke let med Thomas’ og Anders’ fødselsdag. Sidste gang prøvede familien at holde morgenbord, som de plejer.
”Men vi begyndte at græde, da jeg skulle pakke gaver ud, så det droppede vi. Jeg lagde gaverne fra mig og åbnede dem først om aftenen for mig selv. Vi havde jo altid været to om at pakke ud,” siger han.
For også at fejre Anders har familien fundet på at tage ud til vandet ved Charlottenlund Fort om aftenen og sende thailandske flyvende lanterner ud over vandet. Det er en god måde at fejre ham på, synes Thomas.
Grinede igennem i sorggruppen
Efter et halvt år kom Thomas med i en af Børns Vilkårs sorggrupper. Her mødte han andre unge, der også havde mistet forældre og søskende.
”I sorggruppen var vi en masse unge samlet. Alle vidste lige præcis, hvad man snakkede om, fordi de havde været igennem det samme som mig. Alle havde haft et eller andet tab, og alle var sårbare. Her mødte jeg nogle, der forstod mig bedre end de fleste andre, og som havde de samme problemer som mig selv. Det gav en følelse af, at man ikke var alene om hver sit problem. Det har virkelig hjulpet mig meget,” fortæller han.
Thomas fik flere nye venner i gruppen, som han stadig ses med et halvt år efter, forløbet sluttede. Og selvom baggrunden for møderne var sørgelig, understreger han, at gruppen også havde det rigtig sjovt sammen.
”Det var som om der blev tændt og slukket for en kontakt. Vi sad og snakkede om alle de problemer, der er med sorg og tab, men i pauserne gik vi ud og grinede igennem – og så ind igen og snakke videre om sorg. Det var virkelig noget, vi havde brug for, så det hele ikke blev så tungt,” siger han.
At gå i sorggruppe er noget helt andet end at gå til psykolog, fortæller Thomas. I sorggruppen taler man mere om hverdagsting. Noget af det, de talte om i Thomas’ sorggruppe var, om man skulle have billeder af den døde hængende eller ej. En af de andre i gruppen mente, at det forhindrede én i at komme videre. Men det var Thomas slet ikke enig i.
”Jeg synes ikke kun det handler om at komme videre. At komme videre er ligesom at glemme, og det vil jeg ikke. Det handler om at kunne leve godt og leve med sorgen på én gang. Hvis sorgen ikke også er der, vil jeg ikke have det godt. Sorgen holder mig fast til min bror,” siger han.
De talte også om vrede og skyld i sorggruppen, hvordan det er at græde foran andre og om vigtigheden af at have et sted at gå hen. Anders er begravet på Frederiksberg Kirkegård. Det første halve år besøgte Thomas graven hver dag. Hvis han sprang en dag over, fik han dårlig samvittighed. Det kan være svært at forstå for andre, men i sorggruppen forstod de det godt. Ved at vende det med de andre fik Thomas et andet syn på det og kom af med følelsen af, at han havde pligt til at tage på kirkegården hver dag. I dag har han det godt med at besøge sin brors grav 3-4 gange om ugen.