Sorg tager tid

Børns sorgproces er på mange måder længere og sejere end voksnes, fordi børn på hvert nyt udviklingstrin oplever og forstår tabet på en ny måde. Børns evne til at bearbejde og forstå, hvad, deres tab kommer til at betyde for dem, afhænger blandt andet af deres alder og modenhed.

Børns sorg er på ingen måde noget forbigående, men derimod et livsvilkår, som vil følge dem resten af livet. Børn erkender løbende, hvilke muligheder de ikke har og ikke får. De vil gang på gang blive konfronteret med de 'tabte' muligheder i deres omgivelser, når de ser andre børn og unge i samspil med forældre.



	Når jeg ser min veninde få et knus af sin far, så bliver jeg mindet om, at jeg aldrig mere får et knus af min far. Pige 14 år

Et fireårigt barn, som mister sin mor eller far, forstår tabet ud fra en fireåriges forudsætninger. Men med alderen vil tabet og savnet blive nærværende i mange andre sammenhænge, hvor en mor eller en far er uundværlig. Fx når hun senere bliver konfirmeret, bliver student eller selv får børn. I hver af disse situationer bliver hun konfronteret med, hvilken betydning relationen kunne have haft og må derfor forholde sig til dette.

Også i hverdagen vil børn jævnligt blive konfronteret med deres tab og deres savn. Fx når de ser, at deres kammerater bliver hentet af deres mødre i SFO’en, eller når kammeraternes fædre står på fodboldbanen og hepper. Når man er med vennerne hjemme og spiser sammen med en hel familie. Det kan godt gøre lidt ondt, og så kan man stadig blive ked af det, fordi mor eller far ikke længere er der – også selvom det er tre år siden, han eller hun døde.

Voksnes ansvar
Børns sorg tager tid. Derfor er det så vigtigt, at alle voksne omkring barnet forstår, hvor vigtigt det er at være opmærksom på barnet, så det får tid til at sørge, bearbejde og forstå tabet, hver gang der opstår nye situationer, hvor den afdøde mors eller fars tilstedeværelse ville have haft betydning for barnet.
Også selv om man kan være tilbøjelig til at mene, at når nu er der gået tre år, og så må barnet da være kommet sig over det. Man kan nemlig ikke sætte tid på sorg!

I vores kultur er det en almindelig antagelse, at sorg er noget forbigående, noget der forsvinder efter et stykke tid. Men det er meget vigtigt, at vi anerkender, at børns sorg ikke er forbigående. Det er tværtimod et livsvilkår, der vil følge barnet resten af livet.
Sorg tager den tid, sorg skal tage og er et uundgåeligt livsvilkår, som vi alle vil møde på et tidspunkt i vores liv, og som vi alle skal lære at leve med.