Livet som skilsmissefamilie

I skal som forældre bestemme, hvordan bopæl og samvær skal skrues sammen – barnet har ret til at blive hørt, men må ikke få ansvaret.
Det er jer som forældre, der skal tage ansvaret for, hvor barnet skal bo efter skilsmissen. Beslutningen skal træffes ud fra barnets behov. Det er vigtigt, barnet ikke bliver pålagt ansvaret, og at barnet ikke skal vælge mellem jer.

At høre børn betyder, at forældre og evt. myndigheder lytter til, hvad barnet gør sig af tanker om sit fremtidige liv, men at det er de voksne, der træffer beslutningen i den sidste ende. Børn, der præsenteres for, at de ”har til på fredag” til at bestemme, hvor de vil bo, oplever at stå med valget: Hvem elsker du højest - mor eller far. Og det kan børn ikke tage stilling til.

Undgå bebrejdelser/skænderier når barnet er til stede.
Børn belastes psykisk, hvis forældre ikke kan enes. Forældre, der bruger megen energi på at bekrige hinanden, har ikke det samme overskud til at give børnene den nødvendige omsorg og opmærksomhed.

Børnene lider, når de to voksne barnet elsker højest, taler grimt om og til hinanden.

Det kan få store konsekvenser for børnene: koncentrationsproblemer, indlæringsproblemer, søvnproblemer, problemer med kammerater mm.

Tro ikke, du kan ændre din eks nu, når du ikke kunne, mens I boede sammen.
Bidrag med, hvad du selv kan gøre i stedet for at være optaget af, hvad din eks kan gøre anderledes. Så går samarbejdet med jeres fælles barn meget nemmere.

Anerkend, at I har en fælles fortid som familie, og at barnet har brug for, at I begge husker og taler pænt om denne – og om hinanden.
Nogle børn oplever ”sorte huller” i deres familiehistorie, fordi mor eller far ikke ønsker at tale om fortiden og måske er mere optaget af sin nye familie.

Men børn holder af at få fortalt, hvordan mor og far mødte hinanden, hvordan fødslen foregik, de fælles ferier mm.

I skal selv sørge for at udveksle informationer og tage ansvar for alt det praktiske, der er ved at være skilsmissebarn. I må ikke bruge barnet som budbringer.
Sedler til mor og far – invitationer til julearrangementer. Skilsmissebørn skal huske dobbelt så meget som andre børn. Og det er ikke ond vilje, når en seddel bliver glemt.

Så sørg for at opbygge et system, hvor barnet slipper for at skulle være budbringer mellem de to hjem. Også i de tilfælde, hvor mor og far ikke kan finde ud af at tale sammen.

Giv barnet mulighed for at dele svære følelser med andre, f.eks. lærere og pædagoger. Det kræver, at I fortæller, hvad der foregår derhjemme.
Især den første tid efter skilsmissen er de fleste forældre optagede af at få det fremtidige liv til at hænge sammen. Her kan lærere og pædagoger være en god støtte for barnet, der kan få en neutral voksen at vende sine tanker og følelser med. Barnet kan have stor glæde af at tale med en voksen, det ikke skal tage hensyn til og være loyal over for. En voksen, som kan tåle at høre, at mor og far gør barnet rigtig ked af det lige nu.

Det kræver, at du husker at orientere skole og daginstitution, så barnet kan få den hjælp og støtte, det har brug for.

Barnet skal ikke have ansvar for at orientere verden omkring sig.

Du skal lave noget sammen med dit barn alene, selv om du har fået ny familie.
Nogle forældre bliver så optagede af deres nye familie, at de glemmer, at det måske mere er et voksenprojekt, end det er barnets behov. Barnet har ikke valgt sin nye familie.

Det er derfor vigtigt at huske på, at barnet har en særlig tilknytning til dig som biologisk forælder, og at barnet fortsat vil have behov for at foretage sig noget sammen med dig alene.

I skal begge være sammen med jeres barn samtidig en gang imellem (f.eks. til fødselsdage og konfirmation).
Skilsmissebørn nyder, når deres mor og far er sammen – med mindre der er et højt konfliktniveau. Så hvis I har mulighed for det, vil det betyde rigtig meget for jeres barn, at I er sammen ved bestemte særlige lejligheder.