- Forside
- Temaer
- Skilsmisse
Bruddet
Som forældre skal I fortælle barnet om skilsmissen sammen.
Det er bedst, hvis I kan fortælle barnet om skilsmissen sammen. Barnet har brug for at høre, at I er enige om, hvad årsagen er, når alt andet er kaos. På denne måde signalerer I, at I begge kan og vil tale med jeres barn om skilsmissen.
Er det for svært for jer at gøre det sammen, er det vigtigt, at I fortæller den samme historie og ikke taler dårligt om hinanden.
I skal fortælle barnet, at skilsmissen og konflikterne ikke er barnets skyld.
Børn påtager sig ofte skylden for det, der er svært i familien. Det gælder også børn, der rammes af skilsmisse. Ofte skændes forældre om børnene: Hvem henter, bringer, putter, osv. Og skænderierne tiltager oftest inden skilsmissen. Så dit barn skal mange gange have at vide, at skilsmissen er de voksnes ansvar og beslutning og at skilsmissen ikke har noget med barnet at gøre.
Giv barnet lov til at sørge og rase. Det er naturligt, at barnet ændrer adfærd den første tid efter skilsmissen.
Et barn vil så godt som altid opleve det som en katastrofe, når forældrene går fra hinanden. Det gælder, uanset hvilken alder barnet har, og det gælder, uanset hvordan jeres samliv har været op til bruddet.
Det er derfor vigtigt, at du som forælder er i stand til at rumme barnets reaktioner – uanset hvor lettet eller ked af det, du selv er.
Sorg, bitterhed, vrede og savn kan fylde meget efter en skilsmisse. Ved at søge hjælp til dig selv kan du blive bedre i stand til at rumme dit barns reaktioner eller passe på dit barn i skilsmisser.
Giv barnet en forklaring, der passer til barnets alder og udvikling. Husk du måske skal forklare det mange gange.
Mange børn spekulerer over, hvorfor deres forældre er gået fra hinanden. Enten har de fået en forklaring, de ikke kan forstå – eller de har slet ikke fået nogen forklaring. Det er med til at skabe utryghed i en tid, hvor hele verden for barnet vendes på hovedet.
Men børn har brug for at forstå hvorfor. Så bliv enige om en forklaring, der passer til barnets alder og udvikling. Er det svært, så søg hjælp hos en voksen, der kender barnet godt: en lærer, et familiemedlem eller en god ven af familien.