- Forside
- Temaer
Unge og kærestevold
Som forældre ønsker vi os det bedste for vores børn, også når de finder en kæreste.
Det ved vores børn som regel godt; og netop derfor fortier de somme tider det, som ikke gør deres forældre glade.
På den måde forsøger de at beskytte sig mod:
- Omgivelsernes fordømmelse af deres valg af kæreste.
- Omgivelsernes foragt for den kæreste, de elsker på trods af volden.
- Skamfuldhed over at være kæreste med en, som slår eller truer med det.
- Følelsen af skyld: ”jeg er selv ude om det. Jeg er nok ikke bedre værd.”
Hvis din søn eller datter befinder sig i et voldeligt parforhold, har han/hun brug for al den forståelse og støtte, du kan tilbyde. Det er vigtigt, at du ikke møder din søn eller datter med foragt og fordømmelse. Prøv at spørge dig selv: ”Hvilke gode grunde har min søn/datter til at vælge denne kæreste?” Prøv at dele dine bekymringer over det, du har set og hørt og lyt til din søn/datters egen forklaring. Tilbyd din støtte og hjælp.
Accepter aldrig volden. Hvis din søn/datter krænker eller truer sin kæreste eller ekskæreste skal han/hun have hjælp til at få det stoppet, og du kan motivere hertil. Det kan være svært at se objektivt på situationen, fordi man som forælder har sine egne følelser i klemme. Hvis du har brug for gode råd til, hvordan du taler med dit barn om kærestevold er du velkommen til at kontakte ForældreTelefonen.