Lovgivning

Her kan du læse om lovgivningen om mobning i grundskoler samt dagtilbud og fritidshjem.

Grundskoler
Der findes ikke en egentlig lov mod mobning i skolen. Men der findes flere love og bekendtgørelser, som skal sikre, at der arbejdes mod mobning og for trivsel på landets skoler.

Undervisningsmiljøloven

Ifølge Undervisningsmiljøloven har elever i grundskolen ret til et sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt undervisningsmiljø, der fremmer udvikling og læring. Loven omhandler bl.a. det psykiske undervisningsmiljø, og det er her, mobning hører under.

Kapitel 1
Rettigheder og pligter
§ 1. Elever, studerende og andre deltagere i offentlig og privat undervisning har ret til et godt undervisningsmiljø, således at undervisningen kan foregå sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Undervisningsmiljøet på skoler og uddannelsesinstitutioner (uddannelsessteder) skal fremme deltagernes muligheder for udvikling og læring og omfatter derfor også uddannelsesstedets psykiske og æstetiske miljø.

Det fremgår af undervisningsmiljøloven, at alle skoler skal lave undervisningsmiljøvurderinger (UVM) mindst hvert tredje år, og disse skal være offentligt tilgængelige på skolerne. Læs mere om hvad en UVM skal indeholde her http://dcum.dk/undervisningsmiljoe/undervisningsmiljoevurdering

Det er skolens ledelse, der har ansvaret for, at undervisningsmiljøloven overholdes. Der er ingen sanktioner, hvis loven ikke overholdes, og der fx er mobning på en skole.
Læs også undervisningsmiljøloven


Antimobbestrategi

Siden august 2009 har det været lovpligtigt, at alle skoler skal lave et værdiregelsæt, som bl.a. skal indeholde en overordnet antimobbestrategi. I Bekendtgørelse om fremme af god orden i folkeskolen hedder det at:

Stk. 2. Værdiregelsættet skal bidrage til opfyldelsen af folkeskolens formål og være retningsgivende for god adfærd og give pejlemærker for, hvordan der opnås god trivsel på skolen samt et godt psykisk undervisningsmiljø med respektfulde relationer mellem skolens elever indbyrdes og mellem elever og ansatte. Værdiregelsættet skal herunder indeholde en overordnet antimobbestrategi.

Det er skolebestyrelserne, der har det formelle ansvar for, at antimobbestrategien bliver lavet, men det skal selvfølgelig være i tæt samarbejde med skolens ledelse. Find inspiration til antimobbestrategien på http://dcum.dk/undervisningsmiljoe/antimobbestrategi


Børns Vilkår mener:

En god antimobbestrategi bør indeholde klare anvisninger på, hvordan skolen arbejder for elevernes sociale trivsel og mod mobning. Det betyder bl.a., at antimobbestrategien indeholder en klar strategi for, hvad der skal ske, hvem der bliver inddraget, og hvem der er ansvarlige for at lave en handleplan, hvis der opstår mobning i en klasse.
 
Læs også
Forslag til lov om ændringer af lov om folkeskolen samt Lov nr. 534 af 12. juni 2009.
Bekendtgørelse om fremme af god orden i folkeskolen.
Se mere på www.sammenmodmobning.dk

Dagtilbud og fritidshjem
I forhold til dagtilbud og fritidshjem er der heller ikke en lov mod mobning, men der gælder Lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge (Dagtilbudsloven). I henhold til denne skal børn i dagtilbud og fritidshjem have et fysisk, psykisk og æstetisk børnemiljø, som fremmer trivsel, sundhed, udvikling og læring. Både dagtilbud og fritidshjem skal desuden udarbejde en børnemiljøvurdering.

Dagtilbud til børn indtil skolestart

Kapitel 2
§ 7. Børn i dagtilbud skal have et fysisk, psykisk og æstetisk børnemiljø, som fremmer deres trivsel, sundhed, udvikling og læring.

§ 12. Der skal i alle dagtilbud udarbejdes en skriftlig børnemiljøvurdering, som indeholder en kortlægning af dagtilbuddets fysiske, psykiske og æstetiske børnemiljø. Børnemiljøvurderingen skal beskrive eventuelle børnemiljøproblemer og indeholde en handlingsplan.
Stk. 2. Børnemiljøet skal vurderes i et børneperspektiv, og børns oplevelser af børnemiljøet skal inddrages alt efter børnenes alder og modenhed.

Fritidshjem til børn i skolealderen

Kapitel 6
§ 45. B ørn i fritidshjem skal have et fysisk, psykisk og æstetisk børnemiljø, som fremmer deres trivsel, sundhed, udvikling og læring. Det pædagogiske arbejde i fritidshjem skal respektere og understøtte børns selvvalgte aktiviteter og samtidig indeholde pædagogisk tilrettelagte aktiviteter.
§ 46. Der skal i alle fritidshjem udarbejdes en skriftlig børnemiljøvurdering, som indeholder en kortlægning af fritidshjemmets fysiske, psykiske og æstetiske børnemiljø. Børnemiljøvurderingen skal beskrive eventuelle børnemiljøproblemer og indeholde en handlingsplan.
Stk. 2. Børnemiljøet skal vurderes i et børneperspektiv, og børns oplevelser af børnemiljøet skal inddrages alt efter børnenes alder og modenhed.

Læse mere http://dcum.dk/boernemiljoe/dagtilbudsloven

 

sammen mod mobning

Sammen mod mobning

Læs mere om mobning på www.sammenmodmobning.dk
SkoleTjenestefolder 2011

Download folder

Læs mere om oplæg og priser i folderen 'Børns Vilkårs SkoleTjeneste'

Ring til BørneTelefonen på 116 111

Samtaler med børn

Bog Samtaler med børn - redskaber til professionelle og andre voksne. Af Lise Merrild og Anne Vibeke Fleischer.
150 kr.

Gode råd til forældre


Børns Vilkår Trekronergade 126 F 2500 Valby 35 55 55 59 bornsvilkar@bornsvilkar.dk