pixel

Virkelige historier fra BørneTelefonen og BørneChatten

I alle oplæg og Trivselsforløb bruger vi historier fra BørneTelefonen og BørneBrevkassen. Historier som kan give et billede af, hvilke problemer børn og unge kæmper med. Det er virkelige historier, som gør oplæg og forløb levende og nærværende.


Børns Vilkår rådgiver hvert år over 15.000 børn og unge på BørneTelefonen, BørneChatten og BørneBrevkassen og møder 6.000 børn og unge om året på skoler i hele landet gennem SkoleTjenesten. Vi har derfor en stor indsigt i, hvilke problemer der fylder i børnenes liv lige nu. Det er den viden, vi videreformidler i vores oplæg suppleret med den eksisterende viden og forskning.

SkoleTjenestens oplægsholdere har en relevant børnefaglig uddannelse, og alle har praktisk erfaring med at arbejde med børn og unge.

Det særlige ved Børns Vilkårs SkoleTjeneste er:

  • At vi altid tager børnenes perspektiv.
  • At vi bruger anonymiserede historier fra BørneTelefonen. Når vi bringer børns oplevelser ind i dialogen med børn, forældre og professionelle, bliver det nærværende og vedkommende og skaber ofte genkendelse.
  • At vi bruger øvelser, så børn, forældre og professionelle får en indsigt i, hvilke handlemuligheder de hver især har. Gennem øvelserne får de også mulighed for at ’øve’ sig i at handle.
  • At vi kan og tør tale om emner og problemer, der vedrører børns psykiske trivsel fx mobning eller digitale krænkelser.

 

Du kan bestille oplæg her på hjemmesiden - trivselsforløb skal bookes på telefon 3555 5559.


Med 242 oplæg og 12 Trivselsforløb i 2010 gjorde SkoleTjenesten en massiv indsats for at skabe større trivsel i skoleklasser rundt om i Danmark.
 




Christina Høj Laursen

Jeg er uddannet folkeskolelærer, og har arbejdet som lærer i 7 år. Jeg startede i SkoleTjenesten i august 2009. Jeg er primært ude og holde oplæg både for børn, forældre og lærere, derudover beskæftiger jeg mig med opdatering af oplæg og vidensindsamling. Jeg er utrolig glad for at få mulighed for at møde - og gå i dialog med, alle de børn og unge, jeg møder rundt omkring på skolerne. Jeg bor på Frederiksberg sammen med min datter på 10 år.

Helle Mølgaard

Jeg er uddannet lærer og har arbejdet 10 år som folkeskolelærer i Århus, hvor jeg bor. Jeg har siden hen efteruddannet mig, og har bl.a. en bachelor i pæd. psyk. I SkoleTjenesten afholder jeg Trivselsforløb og oplæg for børn, forældre og lærere på skoler i Jylland og på Fyn. Endvidere arbejder jeg med den faglige udvikling af SkoleTjenestens arbejde.

Pernille Matthiesen

Jeg er cand.mag. i pædagogik og psykologi og har været ansat i Børns Vilkår siden 2004. Jeg er faglig koordinator i SkoleTjenesten og har det faglige ansvar for områderne mobning og digital mobning og krænkelse. Jeg arbejder  med den faglige udvikling i SkoleTjenesten og alt hvad det indebærer: udvikling og afholdelse af oplæg og forløb, netværksarbejde, politisk arbejde og pressearbejde. 
Jeg bor i København sammen med min kæreste og to børn og bruger al den fritid jeg kan finde på at lave keramik.

Sarah Neergaard Kristiansen


Jeg har arbejdet for Børns Vilkår i ca. to år. Jeg er læreruddannet men læser lige nu pædagogisk antropologi på DPU, Århus Universitet. Jeg bor i Århus sammen med min kæreste Thomas og vores datter Luna. Jeg er rigtig glad for at arbejde i SkoleTjenesten. Det er dejligt at komme ud på skolerne og møde så mange skønne børn og deres lærere.



Email Undervisningsmateriale

Mobning

Tema for børnMobning er alles ansvar! Hvilken rolle spiller du?
Læs temaet om mobning her.

Børns Vilkår Trekronergade 126 F 2500 Valby 35 55 55 59 bornsvilkar@bornsvilkar.dk