Hører du til dem, der med sikker hånd og et fast blik styrer børneopdragelsen. Eller står den på tvivl, usikkerhed og søgen efter de helt rigtige metoder. Langt de fleste af os må jo nok erkende, at vi hører til den sidste gruppe af forældre.
Det er meget forståeligt, for det er let at blive i tvivl. Siden Jesper Juuls bog om det kompetente barn i 90’erne, er vi som forældre konstant blevet overlæsset med bøger, artikler og hjemmesider om børneopdragelse. Og nogle klar linje er der bestemt ikke.
I 90’erne var børn kompetente og kunne selv træffe langt flere beslutninger, end vi forældre gik og troede. I 00’erne fik vi forældre konstant at vide, at vi havde overladt alt for meget af styringen til børnene, som i skolen var uregerlige og udisciplinerede. Og derfor stod det dårligt til med PISA-resultaterne. Men samtidig lærte Erik Sigsgaard os, at børn tager skade af for meget skæld ud.
Sidste år stod den på kæft, trit og retning hos den amerikanske Tigermom. Og lige nu foreslår familieterapeut Fie Hørby i en ny bog, at vi skal droppe opdragelsen, lytte til børnene og glemme skældud, bebrejdelser og løftede pegefingre. Det er svært ikke at være i tvivl, når kloge familieterapeuter kan være så uenige, om hvad der er bedst.
Men tag det helt roligt. Tvivl og en vis usikkerhed om, hvad der er det rigtige, er faktisk et sundhedstegn. Der er masser af god inspiration at hente i bøgerne, men det vigtigste er nu engang den sunde fornuft.For et par generationer siden var der ikke mange bøger om børneopdragelse, og der var heller ikke nær så meget tvivl. Til gengæld var der rigtig mange lussinger, kæft, trit og retning. Det var bestemt ikke godt for børn at blive opdraget på den måde. Det ved vi alt for godt i dag.
Tvivl om børneopdragelsen er i bund og grund et udtryk for, at vi tænker os om, at vi konstant reflekterer over det, vi gør og det modspil, børnene giver os. Tvivl er er udtryk for, at vi ikke er overmennesker, men at vi netop ser samværet med børnene og opdragelsen som en relation mellem små og store mennesker, der konstant udvikler sig og forandrer os og dem.
Og børn udvikler sig konstant. De kan noget i dag, som de ikke kunne i går. De er faktisk kompetente på mange ting, mens det på andre områder klart er os som forældre, der ved bedst og skal tage styringen. Hvis vi aldrig var i tvivl, ville vi meget let overse, når børnene udvikler sig og bliver kompetente på noget, som de ikke var kompetente på i sidste uge. Kompetente forældre er meget tit i tvivl, så fortvivl ikke.