- Forside
- Nyheds arkiv
- 2011
- Oktober
Overladt til tilfældigheder – når forældre skilles
Klumme fra 24Timer d. 17. oktober 2011
Du kender garanteret nogen i din omgangskreds, der er blevet skilt for nylig, og måske endda nogen, hvor det er gået rigtig galt. Hvor de skændes og bekæmper hinanden, og hvor et eller flere børn er fanget midt i krigen. Måske har du prøvet det selv - eller din bedste ven eller veninde.
Tusindvis af børn havner hvert år midt i konflikten mellem far og mor. Vi kender alle sammen nogle børn i den situation. Og du har garanteret haft det som mig: At du har lyst til at give forældrene verdens største skideballe og bede dem tage sig sammen, fordi de midt i deres indædte konflikt er i gang med at ødelægge deres børns liv.
På den ene side er det jo rigtigt. Jeg tror bestemt, at vi som venner, nære slægtninge og gode kollegaer kan gøre rigtig meget for at tale konflikterne ned. Vi kan støtte dem i løsninger, der er gode for det fælles forældreskab, og vi kan sige fra over for venner og veninder, der lægger an til krig mod ekskonen eller eksmanden, selv om man føler med dem.
Lad mig slå fast: Man får ikke per definition en dårlig tilknytning til sine børn, hvis man ikke har dem halvdelen af tiden. Det handler ikke om retfærdighed og lige meget samvær med barnet. Det handler om, hvad der giver børnene den bedste og mest sammenhængende hverdag både med mor og far.
På den anden side er der mange forældrepar, der ikke kan nøjes med gode råd fra venner og familie.
De har brug for dygtige professionelle, der kan hjælpe dem med at varetage det fælles forældreskab. En stor undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd viser, at rigtig mange forældre trods fælles forældremyndighed slet ikke samarbejder og reelt overlader det til barnet at skabe sammenhæng i sit eget liv.
Der er derfor brug for, at de forældrepar får et langt mere intensivt forløb med mægling, vejledning og børnesagkyndig rådgivning, så de styrkes i at varetage et fælles forældreskab - og ikke blot et delt forældreskab. Sådan er det faktisk ikke i dag.
Statsforvaltningerne er i dag primært fokuseret på at samle oplysninger til brug for en retlig afgørelse. Men en retlig afgørelse skaber ikke i sig selv bedre samarbejde. Og rådgivning, konfliktmægling og børnegrupper er mange steder yderst sparsom eller sparet helt bort.
Politikerne er nødt til at tænke helt anderledes, når loven på det her område skal revideres til foråret. Der er brug for nytænkning og en anden måde at tilrettelægge statsforvaltningernes arbejde på - med vejledning, børnesagkyndig rådgivning og børneinddragelse i centrum
Af Peter Albæk - formand for Børns Vilkår