Kunne du bruge artiklen?

Børnepris til brobyggende ildsjæle i Horsens

Støtteforeningen Broen i Horsens modtager i år Børns Vilkårs pris – Peter Sabroe Prisen. Via idrætten formår ’Broen’ at skabe medvind og succes for en af samfundets mest sårbare grupper: udsatte børn og unge. Det kan få stor betydning for deres fremtid, mener Børns Vilkårs formand, der overrakte prisen, da AC Horsens mødte FCK på hjemmebane, mandag den 17. oktober.


Hvis Danmark skal gøre sig forhåbninger om en dansk Zlatan, var det måske en ide at aflure Støtteforeningen Broen i Horsens dens tricks. Den frivillige forening støtter udsatte børn og unge – mange med anden etnisk baggrund – i at blive aktive udøvere i byens idrætsliv. Et øjensynligt bevis på, at projektet lykkes, er rækken af mesterskaber som de unge har været med til at hive hjem fx: Tre Danmarksmesterskaber, seks jyske mesterskaber og en anfører for det danske ungdomslandshold i basketball. Et omend endnu større resultat er de hundredvis af børn og unge, der får et indholdsrigt fritidsliv:

”De aktive mennesker bag ’Broen’ udviser et utrætteligt engagement, tålmodighed og gåpåmod, som bygger bro til det lokale erhvervsliv, kulturliv og idrætsliv. Gennem idrætten får børnene et stort socialt og personligt udbytte. Større selvværd, venskaber og et lokalt netværk styrker deres udvikling – også i skolen. Det kan vise sig at bane vejen for et godt voksenliv også,” siger formanden for Børns Vilkår, Peter Albæk. 

Overrakt under Superliga-kamp
Tusindvis af danske børn lever i dag i familier, hvor en eller begge forældre er narkomaner, alkoholikere eller slås med andre sociale problemer, der gør, at overskuddet til at give sine børn et sundt og meningsfyldt fritidsliv mangler.

I Horsens kunne Hans Søgaard ikke blot lade stå til, derfor stiftede han Broen. I dag knokler syv frivillige medarbejdere med at give udsatte børn og unge mulighed for at deltage i det lokale idrætsliv bland andet i form af hjælp til betaling af kontingent og anskaffelse af det nødvendige idrætsudstyr. Siden Broen så dagens lys i 2002 er mange hundrede børn blevet hjulpet og pt. får mere end 400 børn støtte bare i Horsens. Hans Søgaard er meget glad for, at foreningen nu bliver tildelt Peter Sabroe Prisen:

”Det er en stor anerkendelse af vores arbejde. Jeg håber, Peter Sabroe Prisen kan være medvirkende til, at konceptet bag Broen spredes til endnu flere byer landet over,” siger han og fortæller, at foreningen i dag har forgrenet sig til ti byer i Danmark.

Børns Vilkårs pris er opkaldt efter børnerettighedsforkæmperen Peter Sabroe. Den gives til en person eller institution, der har gjort en særlig indsats for udsatte danske børn og unge. Mandag den 17. oktober overrakte Peter Albæk prisen til Broen, da AC Horsens spillede superligakamp mod FCK i Horsens.
Kontakt: Hans Søgaard, stifteren af Støtteforeningen Broen i Horsens: 75 64 6800
Peter Albæk, formand for Børns Vilkår: 50 51 6262
Charlotte Geckler, presseansvarlig, Børns Vilkår: 26 84 3640

Tidl. modtagere af prisen: Bedsteforældre for asyl (2010), ’mobbespecialisten’ Helle Rabøl Hansen (2009), journalisterne Mads Brügger og Nicolaj Thomassen for bogen: ’Grænselandet. Tøndersagen efterforsket’ (2008) og socialrådgiver og forfatter Tine Bryld (2007).

Kommentarer

Din Kommentar

 
  1. Title *

Captcha Image

Skriv koden, vist herover *
* skal udfyldes
 


Børns Vilkår Trekronergade 126 F 2500 Valby 35 55 55 59 bornsvilkar@bornsvilkar.dk