- Forside
- Nyheds arkiv
- 2011
- September
Det kan betale sig at satse på børnene
Klumme fra 24Timer d. 19. september 2011
Kære Helle
Tillykke med valget. Det var vel næsten den letteste del af det hele. Nu er det alvor. Store offentlige underskud, lav produktivitet, efterløn og dårlig økonomi i kommunerne er på bordet, når I nu forhandler.
Valgkampen har ikke kun handlet om i morgen, men også om balance, vækst og velfærd om 10 og 20 år. Derfor bør du også give børn og unge en central placering ved forhandlingsbordet. Politikere ser ofte udgifter til børn og unge som en belastning for økonomien. Hvis du ser udgifter til børn og unge som en central investering, og du har mod til nye løsninger, så kan børne- og ungeområdet i den grad være en del af løsningen.
Vi bruger hvert år et stort milliardbeløb på børn og unge. Men det er bestemt ikke alle pengene, der i dag bruges lige godt. Hvis du har mod til at tænke nyt og langsigtet, kan der være store gevinster at hente. Jeg vil godt give et par eksempler.
Vi bruger i dag 15 milliarder på foranstaltninger til udsatte børn og unge. I forhold til indbyggertallet bruger Sverige og Norge 70-80 procent af det beløb, fordi de for mange år siden satsede betydeligt på forebyggelse og tidlig indsats. Det kan også være vejen i Danmark, men det kræver mod og nytænkning. Du har ikke råd til at lade være.
50.000 børn og unge – to i hver klasse – mistrives i skolen på grund af problemer i hjemmet, mobning, ensomhed mv. Det er veldokumenteret, at børn ikke udvikler sig og ikke lærer, hvis de mistrives. Og mange af dem får senere behov for massiv støtte og foranstaltninger og indhenter aldrig det forsømte – hverken socialt eller fagligt. Det er dyrt. Mere fokus på trivsel i skolen koster en brøkdel af, hvad det i dag koster, at så mange børn mistrives.
Den sociale mobilitet har stået stille i 25 år. Men vi har alle muligheder for at gøre det bedre. 96 procent af alle 5-årige går i børnehave. Forskning viser, at det giver pengene op til ti gange igen at investere i gode børnehaver. Men det kræver mere voksentid til børnene, videreuddannelse, bedre ledelse og flere ressourcer til institutioner med mange socialt belastede børn.
I 2010 behandlede domstolene over 3.000 sager om forældremyndighed, bopæl og samvær. Og der var over 10.000 skilsmissesager i statsforvaltningerne. Mange sager kunne løses bedre for børnene, hvis forældre og børn fik et langt bedre tilbud om vejledning og børnesagkyndig rådgivning i forbindelse med skilsmisse. I længden vil det være billigere.
Jeg håber, at du vil investere i børn og unge. Det betaler sig.
Af Peter Albæk - formand for Børns Vilkår