- Forside
- Nyheds arkiv
- 2011
- April
Thailand-Danmark tur/retur
Klumme fra 24Timer d. 4. april 2011
Lad os starte med en lille opgave: Hvor tror du, en 12-årig dreng vil få den bedste opvækst? Hos sin mor, stedfar og 3-årige lillebror her i Danmark eller hos sin biologiske far, der netop har afsonet en narkodom på 30 måneder i et vietnamesisk fængsel, så drengen reelt har boet hos sin farmor. Rigtig gættet.
Så derfor udviser vi naturligvis drengen til at bo hos farens familie i Thailand med den begrundelse, at han ikke kan integreres på en vellykket måde i Danmark, og at han efter mange år i Thailand ikke har nogen tilknytning her til landet. Altså når nu man ser bort fra en kærlig familie. Det er da en vis form for tilknytning. Men det spiller åbenbart ikke nogen væsentlig rolle.
Ifølge politikere og eksperter er afgørelsen helt efter bogen og fuldstændig i overensstemmelse med Udlændingeloven. Så meget desto mere grund er der til at få loven kigget efter i sømmene. For afgørelsen strider klokkeklart mod FN’s Børnekonvention, som Danmark tiltrådte for over 20 år siden.
Ifølge konventionen anerkender vi som stat, at barnet med henblik på fuld og harmonisk udvikling bør vokse op i familiemiljø, i en atmosfære af glæde, kærlighed og forståelse. Og i konventionens artikel 9 hedder det ret præcist, at vi som stat skal sikre, at barnet ikke adskilles fra sine forældre mod deres vilje, undtagen når det er nødvendigt af hensyn til barnets tarv. Og det er jo på ingen måde tilfældet her.
I mange andre sammenhænge taler det nuværende flertal i Folketinget om familiens centrale betydning for barnets opvækst og udvikling, og hvor vigtigt det er for børn at vokse op med en stærk tilknytning til mor og far. Men når det handler om en 12-årig thailandsk dreng, så er det åbenbart ikke vigtigt.
Problemet med loven er, at barnets tilknytning alene vurderes ud fra en række faste kriterier som alder, uddannelse, sprog og tilknytning til hjemlandet. Det er ekstremt manglefuldt i forhold til en række af de kriterier og hensyn, som FN’s Børnekonvention indeholder. Det betyder, at Folketinget har vedtaget en lovgivning, der i sag efter sag er dømt til at overtræde Børnekonventionen. Og så er det jo let at underskrive konventioner.
Denne sag er blot endnu en begrundelse for at gå den samlede danske lovgivning igennem med tættekam – lov for lov og paragraf for paragraf for at vurdere, hvor den ikke flugter med Børnekonvention, som vi har forpligtet os på. Og vi kunne passende starte med Udlændingeloven, der på flere punkter er med til at ødelægge børns muligheder for en god opvækst.
Af Peter Albæk - formand for Børns Vilkår
