star votes

Krig og naturkatastrofer i børnehøjde

Klumme fra 24Timer d. 21. marts 2011

”Man ska´ sgu´ snakke med børn, ikk´. Det er ligesom enormt vigtigt at man snakker med børn...” Sådan siger vennen til Niller i filmen Den eneste ene, da han pludselig står alene med den adopterede, sorte pige Mgala.

Og det har han fuldstændig ret i. Det gælder naturligvis i al almindelighed, men det gælder ikke mindst i forbindelse med børns oplevelser af det, som sker i verdens brændpunkter. Krig i Libyen, voldelige sammenstød i Bahrain samt naturkatastrofer og frygt for atomuheld i Japan fylder aviser, radio og tv i den her tid.

Og mediebilledet har ændret sig markant på bare 10 år. Avancerede mobiltelefoner betyder, at vi får direkte adgang til meget dramatiske billeder med død og ødelæggelse. Og nyheder 24 timer i døgnet betyder, at de dramatiske billeder møder børnene på alle tidspunkter af dagen. Det er vi nødt til at håndtere som forældre.

Børn i børnehavealderen kan generelt ikke forstå det, som sker på tv, og de kan typisk heller ikke forstå selv gode forklaringer. På dem vil blot billederne og dramaet kunne virke alt for voldsomt. De skal derfor ikke se nyheder, så det er en god idé ikke bare at lade tv’et stå tændt i løbet af dagen og at have styr på, hvad de ser.

Mange skolebørn – også de yngste – vil både interessere sig for, hvad der sker, og de vil tale om det med kammeraterne. Her kan fantasierne og historierne let løbe løbsk og gøre dem endnu mere bange. Børn under 11-12 år har normalt ikke evnen til umiddelbart at forstå, at det ikke foregår lige rundt om hjørnet, og at det ikke er noget, der kan ramme dem, deres venner og deres familie. Hvis de på tv ser japanske børn i ruiner, er deres naturlige reaktion frygt for det samme.

Derfor er det vigtigt at tale med børnene om det. Se eventuelt nyheder sammen med dem, og giv jer god tid til at forklare børnene, hvad der sker, på en måde de kan forstå. Og vær ærlig, også om at mange mennesker og børn dør, når der er krig og alvorlige katastrofer. Men fortæl også, at de ikke har grund til at være bange, at det foregår langt væk, at det ikke vil ramme dem, og at mange mennesker prøver at hjælpe.

Nogle skolebørn udviser måske ikke særlig stor interesse for de dramatiske begivenheder. Og det er fint. Så skal de bestemt ikke presses til at se det og tale om det. Men det kan dække over frygt. Og de kan samle endnu mere angst og bekymring op i snakken med kammerater. Derfor skal vi som forældre til skolebørn altid være opmærksomme på deres reaktioner og signaler. Det er vigtigt, at de ikke går rundt med det selv.

Af Peter Albæk - formand for Børns Vilkår