- Forside
- Nyheds arkiv
- 2011
- Februar
Mobbede børn betaler den højeste pris
Klumme fra 24Timer d. 7. februar 2011
Hver sjette skoleelev har oplevet at blive mobbet af andre elever inden for de sidste par måneder. Og lige så mange oplever at blive mobbet af deres lærer. Hver tredje af de mobbede elever er kede af det, og føler sig utrygge i det daglige.
Tallene stammer fra en helt ny undersøgelse med over 60.000 elever. Det betyder, at tusindvis af børn og unge hver dag har et elendigt skoleliv med utryghed, ondt i maven og ondt i selvværdet. Det er ikke det bedste udgangspunkt for læring. Tallene bekræfter, hvad vi oplever på BørneTelefonen. Mobning er et af skolens største problemer.
Det er efterhånden veldokumenteret, at der er en markant sammenhæng mellem trivsel og læring. Og at mobning i massiv grad fjerner lysten til skolen, fællesskabet og det faglige. Og det er vel i virkeligheden indlysende. Vi kender det fra arbejdspladser med mobning, sladder og konflikter. Det fjerner engagement, motivation og forringer effektiviteten.
Undersøgelsen viser også, at mange skoler ikke magter at løse problemer med mobning. De mobbede børn og deres forældre bliver ofte set som besværlige. Og det er typisk de mobbede børn, der ender med at måtte skifte skole. Med de omkostninger det har for deres sociale relationer, selvværd og faglige udvikling.
Det tyder på, at mange lærere og skoler fortsat ser på mobbere og mobbeofre som børn og unge med en særlig social profil frem for at se mobning som et kulturelt fænomen, der er et udtryk for manglende respekt, tolerance og trivsel i den samlede gruppe.
Det bekræfter, at vi er nødt til at tænke langt mere forebyggende og kulturelt, hvis vi skal løse problemer med mobning. Og det kan undre, at den klare sammenhæng mellem trivsel og læring endnu ikke har sat sig tydelig spor i skolepolitikken. Eksempelvis i debatten om de mange unge, der forlader skolen uden de basale færdigheder. Her fokuseres snævert på, hvor der fagligt kan sættes ind. Kunne det tænkes, at mange af dem har haft et elendigt skoleliv med mobning, isolation og dårlig trivsel? Større fokus på trivsel vil øge andelen, der faktisk lærer noget i skolen.
Mange skoler har indført antimobbestrategier og værdiregelsæt, men hvis lærerne bruger redskaberne forkert, fordi de mangler basal viden om, hvad der skaber grobund for mobningen, og hvilke sociale dynamikker, der er i spil, så er det i bedste fald virkningsløst. Derfor må og skal vi have større fokus på trivsel og mobning i lærernes uddannelse og efteruddannelse. Og det skal være obligatorisk. Ellers betaler børnene prisen.
Af Peter Albæk - formand for Børns Vilkår
