1. Forside
2. Nyheds arkiv
3. 2010
4. Oktober

Hvor blev forebyggelsen egentlig af

Klumme fra 24Timer d. 4. oktober 2010

Forestil dig en hel by på størrelse med Odense befolket med børn og unge, der mistrives. 15 pct. af alle børn og unge mellem 3 og 19 år, svarende til 170.000, mistrives i dag så voldsomt, at de er i alvorlig risiko for at falde helt ud af samfundet, viser en ny undersøgelse.

Mindst hver femte teenager har i dag alvorlige trivselsproblemer. 8 pct. af pigerne i 15-19 års alderen siger i undersøgelsen, at de har forsøgt selvmord. Det er mindst en i hver skoleklasse. 9 pct. af de 15-årige piger har haft eller har en spiseforstyrrelse. For næsten hver femte teenagedreng er vold og trusler om vold en del af dagligdagen. Og rigtig mange drenge har et alvorligt misbrug af alkohol, hash og hårdere stoffer.

Det er skræmmende høje tal, der desværre ikke overrasker, fordi andre undersøgelser tidligere har vist nogle af de samme tendenser. Og på BørneTelefonen taler vi desværre med masser af teenagepiger med alvorligt ’ondt i livet’.

Men det mest skræmmende er i virkeligheden, at antallet af børn og unge i mistrivsel ikke er blevet mindre. Trods 25 års politisk fokus, reformer og initiativer tillader vi reelt, at 10-15 pct. af hver eneste børneårgang falder helt ud af samfundet. Det giver ikke bare mange tusinde ødelagte børneliv og senere voksenliv. Det er også en alvorlig belastning af samfundsøkonomien.

Tallene er et klart signal om, at vi bør sadle om i den socialpolitiske indsats for børn og unge. Vi har i årevis talt om forebyggelse og tidlig indsats. Men det er mest blevet ved snakken.

Vi er nødt til at fokusere langt mere på børns trivsel i vores daginstitutioner og ikke mindst skoler. Trivsel er en forudsætning for leg, læring og udvikling af sociale kompetencer.

Vi skal satse langt mere på forebyggelse til de sårbare familier og deres børn, f.eks. i form af støtte, rådgivning, aflastning og meget andet – også før børnenes mistrivsel bliver synlig.

Nogle vil indvende, at dagens stramme kommuneøkonomi ikke efterlader muligheder for både at sætte massivt ind over for de børn og unge, der allerede mistrives samt opprioritere de forebyggende indsatser over for de sårbare familier. Men realiteten er, at vi ikke har råd til at lade være.

Kommunerne har i de sidste par år gang på gang pointeret, at de kommunale udgifter til de udsatte børn og unge bliver ved med at stige. Det kan vel næppe være anderledes, når så mange børn mistrives, og når der i den grad har manglet vilje til at satse på forebyggelse. Men det er ikke for sent.

Af Peter Albæk - formand for Børns Vilkår