- Forside
- Nyheds arkiv
- 2010
- Juni
Myndighederne svigter børn i skilsmisse
Børns Vilkår vil sikre børn bedre forhold i skilsmissesituationer. Lovgivningen skal ændres og myndighedernes praktiske håndtering skal forbedres.
Som det fremgik af forbrugerprogrammet Kontant på DR1 tirsdag den 1. juni, er der tilfælde, hvor børn i skilsmisser svigtes af myndighederne med meget voldsomme følger som konsekvens. Børns Vilkår har i 10 år arbejdet for, at børn skal beskyttes under samvær.
”Det er under al kritik, at vi har skilsmissesager, der kører så langt ud, at børnene får selvmordstanker eller lever i frygt og i visse tilfælde er udsat for vold. Vi bør handle med det samme”, siger Bente Boserup, leder af Børnetelefonen.
Børns Vilkår mener, at forældreansvarsloven bør ændres i forhold til den tvungne fælles forældremyndighed, der risikerer at skade barnet mere end det gavner. Loven sender i dag et meget kraftigt signal til forældre om, at børn kan deles på trods af vold, trusler og andre uenigheder mellem forældre.
Desuden er det vigtigt, at inddrage og spørge børnene i forbindelse med en ændring af lovgivningen, hvilket der pt. ikke er intentioner om.
”Vi behøver ikke sidde stille, mens vi ser på selve lovgivningen. Allerede nu skal Statsforvaltning og Socialforvaltning arbejde langt bedre sammen om disse sager. Det bør være retten til barnets tryghed og trivsel, der er det centrale i lovgivningen såvel som i myndighedernes praktiske arbejde, siger Bente Boserup.